NunaGreens Interessentpolitik beskriver rammerne for de relationer og samarbejdsformer, vi ønsker at opretholdt og udviklet i forhold til vores forskellige interessenter i og uden for Grønland.
Interessentpolitikken vedtages af bestyrelsen og gælder for NunaGreen og alle dets medarbejdere. De holdninger, værdier og ambitioner, der udtrykkes i interessentpolitikken, skal gennemsyre hele organisationen og opleves ens, uanset hvilke interessenter der interagerer med NunaGreen.
NunaGreens Interessentpolitik bygger på Naalakkersuisuts ejerskabspolitik for de Selvstyreejede aktieselskaber, som omfatter samfundsansvar, bæredygtighed, åbenhed og transparens. Som en virksomhed med betydeligt samfundsansvar er det vores opgave at støtte Grønlands grønne omstilling, udvikle fornybar energi til det grønlandske samfund i tæt samarbejde med Selvstyret og dets selskaber.
For at lykkes med vores opgaver må vores forskellige interessenter have tillid til vores faglighed og integritet. NunaGreens Interessentpolitik skal derfor fremme åbenhed, samarbejde og samskabelse i forholdet til vores interessenter.
Vi er ejet af det grønlandske samfund og arbejder derfor for at skabe en stærk og konkurrencedygtig virksomhed, der samtidig understøtter en positiv udvikling i Grønland.
I vores daglige arbejde samarbejder vi med forskellige interessenter såsom myndigheder, andre grønlandske selskaber, leverandører og potentielle investorer. Vi kommunikerer åbent, klart og rettidigt om vores aktiviteter og deltager i dialoger og samarbejde via forskellige kanaler som personlige samtaler, workshops, forretningsmøder, borgermøder, nyheder, konferencer og rapporter.
Afhængigt af situationen kan NunaGreens rolle variere fra at være bygherre, til at forhandle finansiering sammen med Selvstyret, eller sikre de bedst mulige vilkår for NunaGreen og Grønland i forbindelse med kontrakter om udbygning af grønne løsninger. Fælles for vores ageren er, at vi bidrager til Naalakkersuisuts visioner for samfundets grønne omstilling og indgår i partnerskaber om innovative løsninger for fremtidens grønne energisystem.
Uanset vores rolle, relation og kommunikationsform stræber NunaGreen altid efter at opretholde tillid, åbenhed og dialog i forholdet til vores interessenter:
Tillid: I NunaGreen ønsker vi at opbygge gode og tillidsfulde relationer til nationale og internationale interessenter i energisektoren og samfundet generelt, hvor vi samarbejder om løsninger på vejen mod et energisystem baseret på 100 % vedvarende energi. Tillid kræver mod og respekt fra alle parter. Samarbejdspartnere skal have tillid til at NunaGreen følger op på dialog og aftaler.
Åbenhed: Vi kommunikerer klart om vores prioriteter og vores dagsordner. Vi deler viden med interessenter og det grønlandske samfund. Som en offentlig virksomhed, hvis aktiviteter og beslutninger påvirker andre virksomheder, borgere og samfundsinstitutioner, er det vigtigt for os at kommunikere tydeligt og rettidigt om vores visioner og om de regler, rammer og beslutninger, som vi er ansvarlige for at føre ud i livet og administrere.
Dialog: Vi holder ærlige dialoger med vores interessenter, baseret på fakta og åbne for input. Vi følger op og er proaktive på prioriterede områder.
NunaGreen etablerer og vedligeholder vigtige relationer til interessenter på mange forskellige måder. Dog er det de daglige relationer mellem NunaGreens medarbejdere og vores samarbejdspartnere, der har den største betydning for vores succes.
NunaGreens interessenter er meget forskellige, men vores værdier skal være ensartede i vores relation til hver enkelt. Der er dog også unikke forhold, der gælder for hver specifikke gruppe.
3.1 Medarbejdere
I NunaGreen ønsker vi, at vores medarbejdere trives og ser NunaGreen som et godt sted at arbejde med meningsfulde opgaver. Medarbejderne er kernen i virksomheden og det er dem, der skal have gode relationer til vores øvrige interessenter for at sikre vores succes. Vi lægger vægt på, at medarbejderne er velinformerede om NunaGreens strategiske målsætninger og løbende resultater. Udover at være en vigtig interessentgruppe er medarbejderne derfor også NunaGreens vigtigste aktør i opbygningen af relationer.
3.2 Ejer
NunaGreen er ejet af Grønlands Selvstyre med det formål at varetage finansielle interesser og opbygge viden inden for fornybar energi til gavn for Grønlands Selvstyre og for at varetage Grønlands Selvstyres deltagelse i udvinding af fornybar energi. Selskabets formål er desuden direkte eller indirekte gennem datterselskaber eller samarbejder at finansiere, anlægge, eje og drive vandkraftværker i Grønland samt beslægtede virksomheder.
Vi er opmærksomme på vores særlige forpligtelse til tæt, løbende, omfattende og rettidig information til vores ejer. I dialogen med ejeren er vi åbne og tydelige om de afledte konsekvenser af vores valg samt fordele og ulemper ved forskellige strategier. På den måde bestræber vi os på at understøtte Selvstyrets muligheder for at udøve aktivt ejerskab af NunaGreen.
3.3 Borgere, offentlighed og interesseorganisationer
NunaGreen ønsker, at alle skal have adgang til rettidig og tilgængelig information om den grønne omstilling og de aktiviteter, NunaGreen har ansvar for. Vi tager borgerinddragelse alvorligt, da borgere, der berøres af NunaGreens anlægsprojekter og infrastruktur, har krav på tidlig information og høring. Vi gør os umage med at kommunikere åbent og rettidigt om vores primære aktiviteter og på et sprog, som alle kan forstå.
3.4 Energisektoren i og uden for Grønland
NunaGreen ønsker at opretholde tætte, tillidsfulde og langvarige relationer til nationale og relevante internationale aktører i energisektoren, herunder producenter af energi, distributionsselskaber, investorer osv. Den grønne omstilling kræver, at hele sektoren arbejder sammen på nye måder. Vi er tydelige om vores rolle og mandat i vores dialog med sektoren og vi tager initiativer til at samle branchen om at skabe fælles løsninger og innovation til gavn for Grønlands grønne omstilling og samfundsøkonomien.
3.5 Myndigheder og politikere
NunaGreen ønsker at have et tæt og tillidsfuldt forhold til relevante myndigheder, baseret på respekt for myndighedernes rolle og faglighed. Vi ønsker at bidrage til en faglig og transparent proces og stiller vores viden til rådighed for myndighederne. Vi fremlægger vores faglige vurderinger af politiske beslutningers kortsigtede og langsigtede konsekvenser for energiforsyningen, Grønlands grønne omstilling og samfundsøkonomien.
Vi gør os umage med at bidrage til politikernes og myndighedernes udvikling af love, regler og rammer ved at stille vores faglige viden til rådighed for alle. Vi gør os umage for at indgå i rettidig dialog om de muligheder og konsekvenser, som politiske beslutninger efter vores faglige vurdering medfører for vores arbejdsområder.
3.6 Leverandører og samarbejdspartnere
NunaGreen ønsker at have tillidsfulde og konstruktive relationer til entreprenører, leverandører og andre forretningsforbindelser, hvis input og produkter er afgørende for vedligeholdelse og udvikling af de projekter vi er involveret i. Vi etablerer vi tætte professionelle relationer med leverandører og andre samarbejdspartnere. Vi stiller krav til vores leverandører, der afspejler krav om samfundsansvar, overholdelse af lovgivningen samt internationale standarder og etiske, miljømæssige og sociale konventioner.
Vedtaget af NunaGreens bestyrelse d. 17. april 2024.